drengen fra forstaden...fra forstanden

”Jeg har altid elsket stjernerne, jeg har altid kigget op på dem med glæde, og tænkt over hvad der skete derude hvor de hænger, ude i det sorte tomrum,

jeg har ikke kigget op dem i nogen år fordi jeg mistede glæden ved alt smukt, nu hvor jeg kigger på dem igen, er det som om de ikke stråler nær så meget som de plejede at gøre, jeg kigger ikke derop mere, de er som  et minde, et billede af af en afdød ven”

(november 2012)

Da jeg mødte min eks-kone var jeg knap lige stoppet med at slå andre mennesker ihjel, jeg havde affyret det sidste skud i vrede måneder inden jeg traf hende, men jeg gik stadigt ledsaget af døden, når man er blevet så nær med ham, slipper han ikke en igen, ligesom galskaben bliver siddende som en feber der ikke vil give helt slip, en feber der dukker op engang imellem, drømmene er der for evigt, jeg var et stort rod oppe i hovedet, men allerede den gang var jeg utroligt god til at skjule hvad der sker hos mig, og foregive at være normal, hun troede nok at jeg bare var en fyr som alle andre, bare lidt tavs i det (noget jeg kom efter senere), hun fortalte mig flere år senere at hun havde fundet mig sjov og vittig, levende og tilstede, men med noget uforklarligt  uroligt og fyldt med en skjult sorg, jeg formoder det bare er sådan noget kvinder kan?!, jeg husker hvordan, da vi fandt ud af at vi var kærester, at hun tog mig i hånden en aften vi gik på Vesterbrogade, trak mig ind til sig og sagde "du ved godt at du kan fortælle mig alt ikke?", jeg smilte og sagde at det vidste jeg godt, og hun selvfølgelig bare skulle spørge hvis hun ville vide noget, et par nætter senere, mens vi lå i sengen, tog hun igen min hånd, og sagde med en lille forsigtig stemme "jeg vil gerne spørge om noget", jeg siger "ok".......og så kom det jeg frygtede endnu mere end det obligatoriske "hvor mange har du været sammen med?"......hun spurgte "har du nogensinde skudt nogen?".

Den nat drømte jeg en forfærdelig drøm, om den første gang, en begivenhed som jeg havde låst inde i skabet i hovedet, hvor galskaben greb mig for aldrig at give slip igen, hvor jeg lært døden at kende, som skulle vise sig at blive et langt og nogle gange skrækindjagende bekendtskab.

 Take a look

To the sky

Just before you die

It's the last time he will

Jeg var på patrulje i skovene udenfor en by på størrelse med Roskilde, det var første gang jeg var i aktion,... nogensinde, ankommet for just 4 dage siden, da vi skulle starte, mødtes vi ved porten til lejren og så blev os nye kontrolleret, alt overflødigt blev pillet af, alt der raslede blev lagt væk, og vi tog af sted kun medbringende basis med ammunition og lidt vand, uden hjelme, vi fik forklaret at vi ikke gik ud af lejeren,... vi løb, for snigskytter kunne udemærket vente på at vi kom ud, ergo i løb for at gøre os svære at ramme, da porten blev skubbet op, ville jeg aldrig have hørt noget skud, for mit hjerte larmede så kraftigt at jeg troede det var på vej ud gennem mit bryst, lidt efter lidt kom der styr på patruljen, vi gik i den rigtige formation, de to gruppeledere der fulgte os, viste os hvordan vi skulle gebærde os og fortalte, om lureminer, om at holde sig ude af frie skudfelter og meget andet, mens man gik i dækning og kiggede efter fjender.

Standard Basis

Der gik mange timer, og vi begyndte at blive trætte, vi tog tit kompaspejlinger og orienterede os via kort for at slå fast at vi nu var hvor vi skulle være, vi tog en pause under nogle træer mens nogle holdt vagt, jeg rejste mig med en træt lyd for at gå hen og slå en streg bag nogle træer, mens jeg lod mit vand, lod jeg blikket glide hen over den yderst maleriske dal som Jugoslavien er så rig på, mit blik gled ned af stien vi om lidt skulle fortsætte ned af, MIT BLOD FRØS TIL IS!!!!!!

300 meter nede af stien gik en fjendtlig patrulje med siden til os, jeg huskede hvad jeg havde lært, og smed mig ikke bare ned, men gik stille og roligt ned, mens jeg gjorde tegn til drengene, som  straks blev stumme som graven, tog lydløst tog deres våben op, den fjendtlige patrulje havde ikke opdaget os og gik videre, jeg løb de få skridt over til patrulje lederen og der var en kort rådslagning, patruljeordren var " se om der er bevægelse i sektoren, lad være med at blive set, men hvis i falder over et godt mål, så observer det og meld ind, så i kan få ildstøtte, så kommer artilleriet og smadrer dem", vi fulgte efter den anden patrulje på god afstand, og efter et par kilometer kom vi ud af skoven og til et lidt bakket landskab hvor træerne blev længere imellem, vi bredte ud, nærmest i to, og frontmanden gjorde tegn til at vi skulle gå ned, den fjendtlige patrulje var stoppet op, jeg blev kaldt op til patruljelederen, som sagde at jeg skulle gå en bue vest om, komme tæt på, omkring 200-250 meter, se om de havde selskab, og om hvor årvågne de var, jeg fik JM med som rygdækning, som sagt så gjort.

Jeg krøb de sidste meter gennem de høje græs, op til toppen af en lille bakke, jeg kunne tydeligt se dem alle, de var i gang med at lave mad, og snakken gik livligt, de følte sig sikre, jeg stak forsigtigt min riffel ud gennem græsset og pegede den i den rigtige retning, tog min kikkert frem og begyndte at observere, efter en tid hvor jeg havde noteret ned, begyndte den ene af fjenden at kigge meget interesseret i en retning bag og til venstre for mig, jeg opdagede at min riffel var sikret, det ville blive svært at bevare en evt. ild sådan, jeg fik med rolige bevægelser, slået sikringen fra, og nu så jeg at fjenden havde fået selskab af en anden mand, de kiggede begge i den retning bag mig, jeg drejede hovedet stille og så til min gru at min patrulje havde blottet sig, og det var det den fjendtlige patrulje havde set, jeg vendte hovedet igen, og så den ene person afsøgte bakkerne for flere fjender, mens den ene løb hen og alarmerede sin patrulje, hans kikkert gled hen over mig, der lå trykket ned i græsset, jeg så på ham i min sigte kikkert, afstanden var ca. 125 meter, han panorerede hen over mig, stoppede med et ryk, og gik tilbage...lige da kikkerten landede på mig igen, trykkede jeg af, jeg ramte ham i halsen, som nærmest eksploderede i en rød sky, jeg rejste mig op på knæ, og tog sigtede skud på resten, BANG-BANG, BANG-BANG, BANGBANGBANGBANGBANGBANG, lyden var ufattelig høj, højere end alle de andre skud jeg havde affyret nogensinde............ "alarm-manden" røg baglæns ned i deres mad med to huller i brystet, jeg var helt rolig, skød korte serier, jeg fik ram på to mere før kuglerne fløj tæt forbi mig, resten af den fjendtlige patrulje havde fået samlet sig, og forsvarede sig nu, jeg smed mig ned og kunne høre min rygmand fik skudt sig ind på den ene af to grupper, der var ca. 9 mand, JM tog hurtigt 3 ned, jeg tog to mere med fine sigtede skud, og nu var resten af vores patrulje kommet ind i kamprummet og helvede brød løs over de stakkels mænd, der ikke havde en chance, de 2 sidste tog flugten over hals og hoved...kampen var slut, vi fik tilkaldt en evakueringshelikopter.

Her foregik kampen, der er blevet fældet en del træer i de 19 år der er gået, jeg fik en kammerat til at tage billedet forrige år, rød cirkel : min position, gul : fjenden, blå pil . skudretning, grøn pil, retning af min egen patrulje

Jeg var helt rolig, gik frem og sikrede, de døde lå som de var faldet, mens de nye sikrede, gik lederne i gang med at se hvad de havde i lommerne, det er ikke røveri, man sikrer sig information på den måde, alle var døde undtagen den mand jeg skød først, jeg kiggede på ham med et interesseret blik, og han døde med nogle gisp kort efter, en stemme i mit hovede blev ved med at spørge : "var det alt?", "er det SÅ nemt?", helikopteren kom og vi tog tilbage til lejren, vi kom til noget breifing om eftermiddagen og blev derfor efterladt til os selv, ved aftensmaden spiste jeg som jeg plejede, og snakken gik lystigt, jeg blev rost for min beslutsomhed af alle, og de fortalte alle der gad høre på det, hvordan min snarrådighed havde reddet patruljen, jeg fik mange skulderklap, og da maden var spist, trak jeg mig tilbage til min køje for at læse en bog, jeg havde medbragt, men jeg lå der alene og læste om metallers smeltepunkt, kom der pludselig nogle glimt af dagens episode, jeg så da mit første skud ramte, og det næste, og det næste, jeg fløj op og ud, fandt et hjørne bag latrinet hvor jeg kastede aftensmaden op, min mave trak sig sammen på den mest voldsomme måde, og et svimmelhedsanfald ramte med fuld effekt, jeg kastede op indtil der kun var galde og krampetrækninger tilbage.


Alene er man aldrig sådan et sted, jeg kiggede mig omkring i mørket, ingen i nærheden, perfekt,jeg skulle til at gå, da døren gik op til latrinet, og ud trådte min patruljefører, han kigge på mig, og jeg begyndte at forklare noget med maden som jeg åbenbart ikke kunne tåle, han tog fat i mig og sagde :

"første gang jeg dræbte et andet menneske, helt ærligt?!
I virkeligheden følte jeg overraskende lidt, med een undtagelse, "mit våben virker ikke!!"
Det viste sig at hver skud jeg indgav på den lort gik igennem ham
Det var på omkring 30 meters penge, seks skud og efter de tre kontrollerende par, gik jeg ned på et knæ og skød ham gennem hoften, så gik han ned som en sæk kartofler, så løb jeg hen og skød ham gennem hovedet.

jeg havde aldrig troet at et andet menneske kunne skrige sådan, mand!, jeg var bare en knægt på 24 år. 
jeg har aldrig tænkt på at retfærdiggøre "ham eller mig" eller sådan noget pjat, jeg var bare følelsesløs, det har galdt for alle de individer jeg har skudt, men det faktum jeg var følelsesløs skræmte mig en del.
Følelsesløs bortset fra skriget, som hjemsøger mine drømme, jeg glemmer det aldrig!!, den første aften havde jeg en reaktion som din, du klarede dig utroligt godt i dag, kaptajnen har indstillet dig til en medalje, du kommer over det der hurtigt, sov godt" 

-Og med de ord traskede han af i natten...

gode råd i en snæver vending

Den nat blev jeg vækket af Merete, jeg havde talt ophidset med nogen i søvne, jeg var badet i sved, en voksen mand bliver som et lille barn igen når man bliver holdt i et par arme, og at blive trykket ind til en blød og varm barm har altså en yderst beroligende effekt, et middel jeg altid brugte når panikken meldte sig, Jeg fik aldrig lukket helt op for dig, omkring det her, jeg var bange for at skræmme dig, eller du skulle synes jeg var totalt psykopat, men du tog de ting der kom frem med oprejst pande, du støttede på den bedste måde man kan når man nu ikke helt ved hvad man skal gøre, du var der altid når jeg havde det dårligt.... tak for det :-)