Døden og livet efter døden

Første gang jeg mødte døden, den rigtige død, var jeg kun 16år, jeg havde set min farfar og morfar døde, de lå i deres seng, fredfyldte og rolige og så ud som om de sov, den død jeg mødte en nat på Kongevejen var en anderledes og langt mere brutal af slagsen, jeg har altid haft den her fantasi om døden, ikke som kutteklædt skeletmand med en le, men en habitklædt teknokrat, en der har søgt jobbet, og der er ikke kun een,....... der er et helt korps som tager rundt og høster sjælene, den nat i 1990, gik jeg og to venner hjem fra en fest, vi var fulde som kun, nogle høje på livet, kæphøje 16årige provins drenge kan være, vi gik og drak af en flaske vi havde nappet til festen, og spillede en slags fodbold med en engangslighter, jeg kan huske vi sang en sang, og vores stemmer rungende gennem natten, en typisk skøn sommernat, varm, duftende og lys, fuglene kvidrede, jeg husker tydeligt deres sang.

 "Without you in my life I'd slowly wilt and die But with you by my side

 You're the reason I'm alive

 But with you in my life

 You're the reason I'm alive

 But without you, without you...

 Without you, my hope is small

 Let me be me all along 

Let the fires rage inside 

Knowing someday I'd grow strong (I was wrong????)

 Without you.

 Without you 

A sailor lost at sea

 Without you, woman 

The world comes down on me"

" jeg husker stadigt teksten, jeg har aldrig hørt sangen igen"

 På et tidspunkt skyder Christian lighteren tilbage til mig, jeg giver den et hårdt spark, så den flyver ud på vejen, Christian løber ud for at tage den, og i det øjeblik han træder tre skridt ud på vejen, bliver han ramt af en bil vi slet ikke har hørt, bilen kører stærkt, så Christian bliver slynget langt op i luften, og hen af vejen, vi står som lamslåede,vi ser ham flyve gennem luften som i slowmotion, kroppen rammer jorden med en grim våd lyd og vi hører ikke engang bilen der bremser hårdt langt henne af vejen, vi løber hen til Christian, og ingen er i tvivl om han er død, alt er knust, han ligner et slagtehus, Martin ved siden af mig bryder i en hulken, jeg bliver ædru på eet sekund, verden som var gået i stå, begynder at løbe rundt igen, lydene returnerer, og jeg opfanger en stemme langt væk, jeg tvinger blikket som er fastlåst på resterne af Christian, jeg drejer hovedet og kigger i retning af lyden, jeg ser billisten, og det billede kan jeg stadigt se den dag i dag, billisten står og læner sig op af sin bil, med een arm på taget, den anden vinker til os, og nu, pludselig, kan jeg høre ham,han råber "hey drenge, er han ok? hallooo?! er jeres ven ok", jeg kan se han svajer, og det går op for mig han er fuld som en svensker i Nyhavn, jeg ser på Christian, der er blod over det hele, det løber som en fin rød bæk, ned til kantstenen og ned i afløbet med en gurglende lyd, jeg ser mine sko som er røde af blod, jeg kigger på Martin og ser han er sjasket ind i blod, jeg er selv våd i ansigtet......nu tager jeg et skridt i retning af billisten, som er ved at stige ind i bilen, jeg sætter i løb da døren til bilen smækker, gennem tårene ser jeg bilen starte op og køre væk med hvinende dæk, jeg kan ikke huske hvad jeg råbte, men jeg forsatte med at løbe indtil jeg ikke kunne mere, men råber ikke..... jeg skriger, skriger efter bilen i afmagt og chok, Christian er død, Christian er helt sikkert død.


 Da jeg stopper mit løb, vender jeg mig om, der er stadigt helt tomt på den lang brede vej, men fuglene synger ikke, trafiklyset skifter, der er ingen andre på vejen, bortset fra et par hundrede meter væk, hvor bylten ligger, jeg sjosker tilbage, ikke går, sjosker, jeg kan nærmest ikke gå, og da jeg når Martin og Christian, ligger Martin ind over ham, græder over den uhyggelige klump, men det er en underlig gråd, en slags gispen efter vejret, jeg river ham op at stå, og siger vi må finde en telefon, Martin løber over til det nærmeste hus, og ringer på, der bliver ikke lukket op, jeg står bare og glor, Martin ringer på næste hus, efter hvad der føles som en evighed, bliver døren åbnet, en person råber Martin ind i ansigtet at han skal skride og lade ordentlige mennesker sove i fred, dernæst bliver døren smækket hårdt i, først i tredje hus er der gevinst og der bliver ringet efter ambulance og politi, Martin bliver taget indenfor, jeg bliver stående overskrævs over resterne af Christian, der går hvad der føles som en evighed.

Jeg kan se de blå blink langt nede af Kongevejen, jeg kan se der er lys i huset hvor Martin forsvandt ind, Den første bil er en politibil der kommer til et skrigende stop lige ved siden af mig, politiet stiger ud, og går stille hen til mig, lyden af ambulancen bliver højere og højere, for at ende 3 meter væk, mens politiet taler mig med, fortsætter og fortsætter sirenen,lyden er øresønderrivende høj og beboerne i husene bliver vækket, der kommer lys i flere og flere huse, og de første morgenkåbe-klædte er begyndt at tage opstilling ved havelågerne, der er flere der peger på mig, en siger med høj klar stemme "skal han ikke i håndjern?", de tror at jeg har overfaldet ham, jeg falder sammen som en sæk kartofler, jeg kan mærke at stærke hænder løfter mig ind på bagsædet af politibilen, der bliver rodet i min lomme og politimanden tager min pung, alt er kaos i mit hoved, jeg registrere slet ikke de følgende begivenheder, kun at jeg bliver kørt et sted hen, det sted er hjem, jeg går ind af havelågen, politiet ringer på og forklarer, jeg braser bare lige forbi og ind i seng. min far kommer ind og siger nogle ting, jeg aner ikke hvad, men overraskende nok falder jeg i en tung søvn kort tid efter.

Næste dag var alt som i en tåge, begravelsen kom og gik, dagene gik, og en  dag var det hverdag igen, jeg tænkte tit på ham, men som årene gik, får man tingene lidt på afstand, jeg tænker stadigt på ham fra tid til anden, men jeg mødte bare døden igen, og næste gang var slet ikke så ulig den gang, blot med mig selv som budbringeren, tag nu ikke fejl, jeg kan godt lide at livet som helhed, men når jeg tænker over det, så engang imellem....bare engang imellem, får jeg den her følelse :

Jeg sidder og tænker på den kvinde jeg elsker, hun kan muligvis hele mine sår, hvis vi først kan hele os,.................hinanden, der er nogle ting vi skal have repareret, jeg tænker tit på hvordan hun ville reagere hvis jeg fortalte hende alt, hvordan jeg har været, hvordan jeg stadigt oplever det kaos inden i mig selv, kan hun klare det?, kan hun elske mig? mig, en afstumpet? slår hun det hen med en skuldertrækning?

Kan man elske et monster?, eller skal det holdes i bur?