God Latin, Løgn og Lejrbålshistorier

^"Lead me in the right path, O Lord,
    or my enemies will conquer me.
Make your way plain for me to follow.

 Salme 5:8

En sen nat i sommers sad fem fyre foran en lejrbål i Sverige, de her fyre har kendt hinanden hele deres liv, de har fulgt hinanden, elsker hinanden som brødre og har været der for hinanden altid, drengene var engang en større flok, faktisk var de tolv, en bande, en gruppe af drenge der holdt sammen for enhver pris, dengang på Amager, for så mange år siden, da de lovede hinanden at altid være brødre, ikke af blodet, men af ånd, altid hjælpe hinanden, være der for hinanden, og aldrig lade noget komme mellem dem og deres venskab, ej heller damer,  da var de så naive på livet.

Drengene voksede op, blev unge, blev voksne, fik lærepladser, kørte på knallert, de fulgtes ad ind i værnepligten, blev uddannet, gik videre som professionelle soldater, og en del af dem kom ud og gøre det de følte var deres pligt, og da det hele var overstået, da røgen havde lagt sig, kom de hjem og fik de jobs, de blev gift, stiftede familier, blev skilt, og var ansvarlige samfundsborgere som det jo hedder.

Men den her nat, sad der tolv personer rundt om lejrbålet, de syv kun som gennemsigtige skygger, men de var der som de altid plejede at være, vi havde vænnet os til at de kom når vi mødtes, vi græd sammen, vi grinede af hinanden og fortalte sjove historier mens vi fik en tår over tørsten, de syv af os var tavse og blandede sig ikke i samtalen, de kiggede blot på os, nogle gange smilede de:

Danny døde i en motorcykel ulykke.
Christian blev dræbt af en sprit billist.
Steven druknede da han en nat svømmede ud fra kysten netop her hvor vi sad.
Jan blev skudt og dræbt da han sad fast i et stålhegn han prøvede at klatre over.
Janmo blev dræbt da han arbejde på kontrakt i Sydamerika.
LarsP blev forrådt af sit eget hjerte.
Karl sad en nat og græd, han blev overmandet af hans sorg, han var ensom og havde et knust hjerte, og et ødelagt sind, han led så frygteligt af posttraumatisk stress, efter at have tømt en flaske tequila, gik han i garagen og hængte sig, han havde skrevet en besked til os alle, og vi var på vej, dem af os, der ikke var udenlands, men vi kom for sent.

And all the roads we have to walk are winding
And all the lights that lead us there are blinding
There are many things that I would
Like to say to you
But I don't know how

Jeg kiggede over på Stevens ånd, han kiggede tilbage på mig og jeg synes jeg så en anelse af et smil,  hjemme har  jeg stadigt sedlen vi fandt om morgenen, jeg kan teksten udenad :


"Den nat jeg døde, var jeg på druk med drengene på vores årlige tur til Sverige, jeg endte ved solopgang, nede på en stor sten ved vandkanten, der sad jeg og kiggede ud over vandet og røg den sidste cigaret, jeg var fuld, temmelig meget endda, mit hjerte var knust, jeg tænkte på dig der sikkert lå i din seng, jeg håbede på at det var alene, jeg tænkte på dit ansigt, prøvede at kalde det frem, prøvede at mindes din duft, din huds blødhed, og vores mistede kærlighed, men jeg havde i lang tid tænkt over hvor meningsløst mit liv var, det er en smuk sommernat i Sveriges skærgård, solen kiggede frem i det fjerne, og jeg tænkte at nu skulle det være, jeg havde taget en beslutning, jeg rejste mig op, tog en sidste slurk af flasken, kastede cigaretten fra mig i det våde græs, den gik ud med at hvæs, og vadede ud i vandet, det var koldt og vækkede min hjerne, men jeg fortsatte. Da vandet lukkede sig over mit hoved, åndede jeg ud og trak vejret ind og mine lunger blev fyldt med vandet, dit ansigt stod nu lysende klart for mig, mens mørket lukkede sig over mig, du var det sidste jeg tænkte på"

Men en af de levende var også en sløret skikkelse, han var halvt død, halvt levende, et stykke af hans sjæl var væk, de andre drillede ham med at når man prøver at begå selvmord, så kommer man i helvede, det kan lyde barskt, men sådan er jargonen.

Vi talte om dengang vi var unge, alt imens en radio spillede sagte bag os, dengang da alt bare lykkedes, livet var en fest, og man troede på det gode i verden, den slags illusioner er der ingen af os der har mere, vi er blevet klogere, måske er vi egentligt blevet dummere?!, pludseligt mens vi talte, begyndte denne fyr som jeg omtaler ovenfor at tale, ikke til nogen bestemt, bare ud i luften, uden egentligt at tale med nogen, han fortalte en historie om en fyr der havde tabt altid på gulvet, hele hans liv lå som en stor udtværet blodpøl hjemme på stuegulvet, som han sagde med hovedet sagte nikkende, nikkende til ingen egentligt, alt var gået galt, venner og familie døde, han blev skilt fordi han havde været en nar, en nar der bildte sig selv noget ind, og som ikke kunne finde ud af at bede hans kærlighed om hjælp når han nu havde brug for det, han tabte en stor retssag, han mistede sin hund, tillige blev han ramt af to alvorlige sygdomme samtidigt, han talte med grødet stemme om tabt og vundet og tabt kærlighed, om hans kamp, for at vende tilbage til livet, ud af det sorte hul, hans kamp med at komme oven på igen, at tro på kærlighed og alt det gode.

Han talte mens han engang imellem tog en tår af den flaske vodka han havde i hånden, og røg den ene cigaret efter den anden, alle stoppede med hvad de nu talte om og lyttede til ham, en sådan historie skal man lytte til, han kiggede ind i bålet med et tomt blik mens han talte, vi kendte alle hans historie, ingen havde dårlig samvittighed, for alle havde været der for ham i hans sværeste stund, men vi elsker alle hinanden og han havde, og har stadigt alles medfølelse, for han har gået mere igennem end alle andre ville have overlevet, og det var da også tæt på at gå galt, men han er svækket, han var engang den stærkeste, nu er han en skygge af sig selv, han fortalte at han nogle morgener ikke viste om han var blevet sindssyg i løbet af natten, nogle dage flød grænserne mellem galskab og fornuft som mælk og blod der løber sammen i en vask, så meget drev hans sorg ham ud, men han skræmte mig da han sagde med tyk stemme, at han havde siddet oppe om natten og ikke kunnet sove, mens han igen og igen havde sagt til sig selv "jeg bliver sindssyg", igen og igen mens han rokkede frem og tilbage, og rent faktisk er vi bange for at til næste år, er han en af de tågede skikkelse i vores kreds om bålet.

 I don't know what you're looking for
you haven't found it baby, that's for sure
You rip me up and spread me all around
in the dust of the deed of time

And this is not a case of lust, you see
it's not a matter of you versus of me
It's fine the way you want me on your own
but in the end it's always me alone

And I'm losing my favourite game
you're losing your mind again
I'm losing my baby
losing my favourite game

I only know what I've been working for
another you so I could love you more
I really thought that I could take you there
but my experiment is not getting us anywhere

I had a vision I could turn you right
a stupid mission and a lethal fight
I should have seen it when my hope was new
my heart is black and my body is blue

Og det vil naturligvis gøre os kede af det, men man vælger selv om man vil være her mere, livet har den fordel at man selv kan sige stop, det accepterer vi, men vi vil have retten til at prøve at overtale vedkommende, og hvis vi ikke kan det, vil vi have lov at sige farvel, mens jeg kiggede på min ven gennem så mange år, tror jeg at jeg kunne se ham blive utydeligere, jeg ved ikke om det var sprutten, eller om han bare gled væk, men det var nu så sent på natten at der var bælgravende mørkt, og der var kun bålet som brændte lavt, min ven var blevet tavs, han sad og kiggede med at tomt blik ind i ilden, jeg kunne se han var tom, jeg rejste mig og satte mig over ved siden af ham, en arm om hans skulder, og en cigaret i munden, nu så jeg at han græd, en lydløs skræmmende gråd, han drejede hovedet og kiggede på mig, de andre græd også lidt, selv de uforløste sjæle græd, han kiggede på mig, og sagde noget til mig, som vi alle har lovet at holde for os selv indtil han er død, jeg mærkede en tåre trille ned af kinden, for lige der gik det op for mig at vi alle var levende døde, min sjæl er også død, jeg efterlod den en nytårs aften i 2012, mens jeg sad med ryggen til den jeg egentligt elskede, men som jeg var gledet fra, den aften var der også to venner tilstede, og de to venner elsker jeg meget højt, men hvad gør man ved det? hvad gør man ved at ens sjæl fordamper i sorg og tyngde?, kan man vinde den igen?

For et par md. siden var jeg til en fest hos et par jeg holder uendeligt meget af, de har stået ved min side altid, da jeg var helt nede hjalp de mig, de er nogle utroligt søde mennesker, og det var også dem jeg havde, og har dårlig samvittighed overfor, for det var dem jeg løj overfor den dag jeg prøvede at begå selvmord, men til den her fest var en kvinde tilstede, en kvinde jeg har elsket i mange år, i de år, var personen mit et og alt i så mange år, og selvfølgelig har hun ikke forladt mit hjerte, det kan ikke lade sig gøre, man kan aldrig komplet udelukke et menneske du har elsket så højt,  jeg vil altid vil have en følelse for hende, men personen og jeg talte slet ikke sammen til festen, jeg vil gerne indrømme at jeg ikke kunne få mig selv til at gå over til hende, jeg turde ikke, jeg er en kujon på nogle punkter, og det her er så en af dem, på den anden side, hun kom heller ikke til mig, og til sidste blev situationen simpelthen for akavet, og jeg gik min vej, min ven fulgte mig ud, og da jeg stod ved døren sagde han:

"Jeg er glad for at du kom,

 jeg ved hvor svært det er for dig,

 men det betød rigtigt meget for os begge"

Og det betød også meget for mig selv!

Da jeg gik ud i den regnfyldte nat, rygende på min sidste cigaret, var jeg splittet mellem to følelser, jeg var uendeligt trist, på den anden side var jeg glad over at jeg var kommet, og til min ven :

Du er en ener! jeg ved godt vi ikke ser hinanden hver dag, men vi er bedste venner alligevel, for jeg elsker dig som en bror, du har altid været der for mig, og jeg vil altid være der for dig!

 Jeg gik hjem og kiggede på billeder, og faldt over det her

fra OL byen 1984, taget i 1997

Mens jeg sad derhjemme og kiggede på billeder, mens jeg røg endeløse rækker af cigaretter, kørte der en film inden i mit hoved, filmen kører stadigt på autosløjfe, i filmen er der en ung mand, der smutter fra et bryllup ud på natten, han er glad, det har været en god dag, han har været til sin bedste vens bryllup, men det er ikke derfor han er så glad...eller jo...det er det også!

Han er klædt i et pænt jakkesæt, han skråner over Borgergade og prajer en taxa, kort efter ankommer han til en anden fest, det er sent om natten, men han skal mødes med en person til festen, det var næsten vigtigere end brylluppet, fremme til festen hilser han på de sidste deltagere, de sidste der kan stå på benene, han hilser på den person han er kommet for at møde, de kigger på hinanden, smiler til hinanden, ingen vil tage det første skridt hen mod den anden, til sidst gør en af dem, filmen viser ikke hvem, men de tager hinanden i hånden, smiler endnu mere, de vender sig om, og går hen af en gang, de har ikke øjne for andet end hinanden, det er stor kærlighed vi ser her, den største og reneste kærlighed! begyndelsen på noget smukt, ude på gaden aftaler de at de skal tage hjem til den unge fyr i jakkesættet, de går over gaden, hånd i hånd for at tage en taxa, ....ingen af dem ser natbussen, der tromler dem ned som om de var lavet af papir.

Give me a whisper
And give me a sigh
Give me a kiss before you
tell me goodbye
Don't you take it so hard now
And please don't take it so bad
I'll still be thinkin' of you
And the times we had...baby

Den film ser jeg hver nat, nogen gange er forgår den i byen, andre gange hjemme hos mig selv, men for det meste forgår den på Frederiksberg

What goes around comes back around

There was a time I thought that you did everything right
No lies, no wrong
Boy, I must've been out of my mind
So when I think of the time that I almost loved you
You showed your ass and I, I saw the real you

Thank God you blew it
I thank God I dodged the bullet

I'm so over you
So, baby, good lookin' out

I won't let you back
I'm so through with that
'Cause honestly you turned out to be the (best thing I never had) And I'm gonna always be the (best thing you never had)
Oh yeah, I bet it sucks to be you right now

So sad, you're hurt
Boohoo, oh, did you expect me to care?
You don't deserve my tears
I guess that's why they ain't there

I know you want me back
It's time to face the facts
That I'm the one that's got away
Lord knows that it would take another place, another time Another world, another life
Thank God I found the good in goodbye

I used to want you so bad
I'm so through with that
'Cause honestly you turned out to be the (best thing I never had)

drengen fra forstaden...fra forstanden

”Jeg har altid elsket stjernerne, jeg har altid kigget op på dem med glæde, og tænkt over hvad der skete derude hvor de hænger, ude i det sorte tomrum,

jeg har ikke kigget op dem i nogen år fordi jeg mistede glæden ved alt smukt, nu hvor jeg kigger på dem igen, er det som om de ikke stråler nær så meget som de plejede at gøre, jeg kigger ikke derop mere, de er som  et minde, et billede af af en afdød ven”

(november 2012)

Da jeg mødte min eks-kone var jeg knap lige stoppet med at slå andre mennesker ihjel, jeg havde affyret det sidste skud i vrede måneder inden jeg traf hende, men jeg gik stadigt ledsaget af døden, når man er blevet så nær med ham, slipper han ikke en igen, ligesom galskaben bliver siddende som en feber der ikke vil give helt slip, en feber der dukker op engang imellem, drømmene er der for evigt, jeg var et stort rod oppe i hovedet, men allerede den gang var jeg utroligt god til at skjule hvad der sker hos mig, og foregive at være normal, hun troede nok at jeg bare var en fyr som alle andre, bare lidt tavs i det (noget jeg kom efter senere), hun fortalte mig flere år senere at hun havde fundet mig sjov og vittig, levende og tilstede, men med noget uforklarligt  uroligt og fyldt med en skjult sorg, jeg formoder det bare er sådan noget kvinder kan?!, jeg husker hvordan, da vi fandt ud af at vi var kærester, at hun tog mig i hånden en aften vi gik på Vesterbrogade, trak mig ind til sig og sagde "du ved godt at du kan fortælle mig alt ikke?", jeg smilte og sagde at det vidste jeg godt, og hun selvfølgelig bare skulle spørge hvis hun ville vide noget, et par nætter senere, mens vi lå i sengen, tog hun igen min hånd, og sagde med en lille forsigtig stemme "jeg vil gerne spørge om noget", jeg siger "ok".......og så kom det jeg frygtede endnu mere end det obligatoriske "hvor mange har du været sammen med?"......hun spurgte "har du nogensinde skudt nogen?".

Den nat drømte jeg en forfærdelig drøm, om den første gang, en begivenhed som jeg havde låst inde i skabet i hovedet, hvor galskaben greb mig for aldrig at give slip igen, hvor jeg lært døden at kende, som skulle vise sig at blive et langt og nogle gange skrækindjagende bekendtskab.

 Take a look

To the sky

Just before you die

It's the last time he will

Jeg var på patrulje i skovene udenfor en by på størrelse med Roskilde, det var første gang jeg var i aktion,... nogensinde, ankommet for just 4 dage siden, da vi skulle starte, mødtes vi ved porten til lejren og så blev os nye kontrolleret, alt overflødigt blev pillet af, alt der raslede blev lagt væk, og vi tog af sted kun medbringende basis med ammunition og lidt vand, uden hjelme, vi fik forklaret at vi ikke gik ud af lejeren,... vi løb, for snigskytter kunne udemærket vente på at vi kom ud, ergo i løb for at gøre os svære at ramme, da porten blev skubbet op, ville jeg aldrig have hørt noget skud, for mit hjerte larmede så kraftigt at jeg troede det var på vej ud gennem mit bryst, lidt efter lidt kom der styr på patruljen, vi gik i den rigtige formation, de to gruppeledere der fulgte os, viste os hvordan vi skulle gebærde os og fortalte, om lureminer, om at holde sig ude af frie skudfelter og meget andet, mens man gik i dækning og kiggede efter fjender.

Standard Basis

Der gik mange timer, og vi begyndte at blive trætte, vi tog tit kompaspejlinger og orienterede os via kort for at slå fast at vi nu var hvor vi skulle være, vi tog en pause under nogle træer mens nogle holdt vagt, jeg rejste mig med en træt lyd for at gå hen og slå en streg bag nogle træer, mens jeg lod mit vand, lod jeg blikket glide hen over den yderst maleriske dal som Jugoslavien er så rig på, mit blik gled ned af stien vi om lidt skulle fortsætte ned af, MIT BLOD FRØS TIL IS!!!!!!

300 meter nede af stien gik en fjendtlig patrulje med siden til os, jeg huskede hvad jeg havde lært, og smed mig ikke bare ned, men gik stille og roligt ned, mens jeg gjorde tegn til drengene, som  straks blev stumme som graven, tog lydløst tog deres våben op, den fjendtlige patrulje havde ikke opdaget os og gik videre, jeg løb de få skridt over til patrulje lederen og der var en kort rådslagning, patruljeordren var " se om der er bevægelse i sektoren, lad være med at blive set, men hvis i falder over et godt mål, så observer det og meld ind, så i kan få ildstøtte, så kommer artilleriet og smadrer dem", vi fulgte efter den anden patrulje på god afstand, og efter et par kilometer kom vi ud af skoven og til et lidt bakket landskab hvor træerne blev længere imellem, vi bredte ud, nærmest i to, og frontmanden gjorde tegn til at vi skulle gå ned, den fjendtlige patrulje var stoppet op, jeg blev kaldt op til patruljelederen, som sagde at jeg skulle gå en bue vest om, komme tæt på, omkring 200-250 meter, se om de havde selskab, og om hvor årvågne de var, jeg fik JM med som rygdækning, som sagt så gjort.

Jeg krøb de sidste meter gennem de høje græs, op til toppen af en lille bakke, jeg kunne tydeligt se dem alle, de var i gang med at lave mad, og snakken gik livligt, de følte sig sikre, jeg stak forsigtigt min riffel ud gennem græsset og pegede den i den rigtige retning, tog min kikkert frem og begyndte at observere, efter en tid hvor jeg havde noteret ned, begyndte den ene af fjenden at kigge meget interesseret i en retning bag og til venstre for mig, jeg opdagede at min riffel var sikret, det ville blive svært at bevare en evt. ild sådan, jeg fik med rolige bevægelser, slået sikringen fra, og nu så jeg at fjenden havde fået selskab af en anden mand, de kiggede begge i den retning bag mig, jeg drejede hovedet stille og så til min gru at min patrulje havde blottet sig, og det var det den fjendtlige patrulje havde set, jeg vendte hovedet igen, og så den ene person afsøgte bakkerne for flere fjender, mens den ene løb hen og alarmerede sin patrulje, hans kikkert gled hen over mig, der lå trykket ned i græsset, jeg så på ham i min sigte kikkert, afstanden var ca. 125 meter, han panorerede hen over mig, stoppede med et ryk, og gik tilbage...lige da kikkerten landede på mig igen, trykkede jeg af, jeg ramte ham i halsen, som nærmest eksploderede i en rød sky, jeg rejste mig op på knæ, og tog sigtede skud på resten, BANG-BANG, BANG-BANG, BANGBANGBANGBANGBANGBANG, lyden var ufattelig høj, højere end alle de andre skud jeg havde affyret nogensinde............ "alarm-manden" røg baglæns ned i deres mad med to huller i brystet, jeg var helt rolig, skød korte serier, jeg fik ram på to mere før kuglerne fløj tæt forbi mig, resten af den fjendtlige patrulje havde fået samlet sig, og forsvarede sig nu, jeg smed mig ned og kunne høre min rygmand fik skudt sig ind på den ene af to grupper, der var ca. 9 mand, JM tog hurtigt 3 ned, jeg tog to mere med fine sigtede skud, og nu var resten af vores patrulje kommet ind i kamprummet og helvede brød løs over de stakkels mænd, der ikke havde en chance, de 2 sidste tog flugten over hals og hoved...kampen var slut, vi fik tilkaldt en evakueringshelikopter.

Her foregik kampen, der er blevet fældet en del træer i de 19 år der er gået, jeg fik en kammerat til at tage billedet forrige år, rød cirkel : min position, gul : fjenden, blå pil . skudretning, grøn pil, retning af min egen patrulje

Jeg var helt rolig, gik frem og sikrede, de døde lå som de var faldet, mens de nye sikrede, gik lederne i gang med at se hvad de havde i lommerne, det er ikke røveri, man sikrer sig information på den måde, alle var døde undtagen den mand jeg skød først, jeg kiggede på ham med et interesseret blik, og han døde med nogle gisp kort efter, en stemme i mit hovede blev ved med at spørge : "var det alt?", "er det SÅ nemt?", helikopteren kom og vi tog tilbage til lejren, vi kom til noget breifing om eftermiddagen og blev derfor efterladt til os selv, ved aftensmaden spiste jeg som jeg plejede, og snakken gik lystigt, jeg blev rost for min beslutsomhed af alle, og de fortalte alle der gad høre på det, hvordan min snarrådighed havde reddet patruljen, jeg fik mange skulderklap, og da maden var spist, trak jeg mig tilbage til min køje for at læse en bog, jeg havde medbragt, men jeg lå der alene og læste om metallers smeltepunkt, kom der pludselig nogle glimt af dagens episode, jeg så da mit første skud ramte, og det næste, og det næste, jeg fløj op og ud, fandt et hjørne bag latrinet hvor jeg kastede aftensmaden op, min mave trak sig sammen på den mest voldsomme måde, og et svimmelhedsanfald ramte med fuld effekt, jeg kastede op indtil der kun var galde og krampetrækninger tilbage.


Alene er man aldrig sådan et sted, jeg kiggede mig omkring i mørket, ingen i nærheden, perfekt,jeg skulle til at gå, da døren gik op til latrinet, og ud trådte min patruljefører, han kigge på mig, og jeg begyndte at forklare noget med maden som jeg åbenbart ikke kunne tåle, han tog fat i mig og sagde :

"første gang jeg dræbte et andet menneske, helt ærligt?!
I virkeligheden følte jeg overraskende lidt, med een undtagelse, "mit våben virker ikke!!"
Det viste sig at hver skud jeg indgav på den lort gik igennem ham
Det var på omkring 30 meters penge, seks skud og efter de tre kontrollerende par, gik jeg ned på et knæ og skød ham gennem hoften, så gik han ned som en sæk kartofler, så løb jeg hen og skød ham gennem hovedet.

jeg havde aldrig troet at et andet menneske kunne skrige sådan, mand!, jeg var bare en knægt på 24 år. 
jeg har aldrig tænkt på at retfærdiggøre "ham eller mig" eller sådan noget pjat, jeg var bare følelsesløs, det har galdt for alle de individer jeg har skudt, men det faktum jeg var følelsesløs skræmte mig en del.
Følelsesløs bortset fra skriget, som hjemsøger mine drømme, jeg glemmer det aldrig!!, den første aften havde jeg en reaktion som din, du klarede dig utroligt godt i dag, kaptajnen har indstillet dig til en medalje, du kommer over det der hurtigt, sov godt" 

-Og med de ord traskede han af i natten...

gode råd i en snæver vending

Den nat blev jeg vækket af Merete, jeg havde talt ophidset med nogen i søvne, jeg var badet i sved, en voksen mand bliver som et lille barn igen når man bliver holdt i et par arme, og at blive trykket ind til en blød og varm barm har altså en yderst beroligende effekt, et middel jeg altid brugte når panikken meldte sig, Jeg fik aldrig lukket helt op for dig, omkring det her, jeg var bange for at skræmme dig, eller du skulle synes jeg var totalt psykopat, men du tog de ting der kom frem med oprejst pande, du støttede på den bedste måde man kan når man nu ikke helt ved hvad man skal gøre, du var der altid når jeg havde det dårligt.... tak for det :-)

Døden og livet efter døden

Første gang jeg mødte døden, den rigtige død, var jeg kun 16år, jeg havde set min farfar og morfar døde, de lå i deres seng, fredfyldte og rolige og så ud som om de sov, den død jeg mødte en nat på Kongevejen var en anderledes og langt mere brutal af slagsen, jeg har altid haft den her fantasi om døden, ikke som kutteklædt skeletmand med en le, men en habitklædt teknokrat, en der har søgt jobbet, og der er ikke kun een,....... der er et helt korps som tager rundt og høster sjælene, den nat i 1990, gik jeg og to venner hjem fra en fest, vi var fulde som kun, nogle høje på livet, kæphøje 16årige provins drenge kan være, vi gik og drak af en flaske vi havde nappet til festen, og spillede en slags fodbold med en engangslighter, jeg kan huske vi sang en sang, og vores stemmer rungende gennem natten, en typisk skøn sommernat, varm, duftende og lys, fuglene kvidrede, jeg husker tydeligt deres sang.

 "Without you in my life I'd slowly wilt and die But with you by my side

 You're the reason I'm alive

 But with you in my life

 You're the reason I'm alive

 But without you, without you...

 Without you, my hope is small

 Let me be me all along 

Let the fires rage inside 

Knowing someday I'd grow strong (I was wrong????)

 Without you.

 Without you 

A sailor lost at sea

 Without you, woman 

The world comes down on me"

" jeg husker stadigt teksten, jeg har aldrig hørt sangen igen"

 På et tidspunkt skyder Christian lighteren tilbage til mig, jeg giver den et hårdt spark, så den flyver ud på vejen, Christian løber ud for at tage den, og i det øjeblik han træder tre skridt ud på vejen, bliver han ramt af en bil vi slet ikke har hørt, bilen kører stærkt, så Christian bliver slynget langt op i luften, og hen af vejen, vi står som lamslåede,vi ser ham flyve gennem luften som i slowmotion, kroppen rammer jorden med en grim våd lyd og vi hører ikke engang bilen der bremser hårdt langt henne af vejen, vi løber hen til Christian, og ingen er i tvivl om han er død, alt er knust, han ligner et slagtehus, Martin ved siden af mig bryder i en hulken, jeg bliver ædru på eet sekund, verden som var gået i stå, begynder at løbe rundt igen, lydene returnerer, og jeg opfanger en stemme langt væk, jeg tvinger blikket som er fastlåst på resterne af Christian, jeg drejer hovedet og kigger i retning af lyden, jeg ser billisten, og det billede kan jeg stadigt se den dag i dag, billisten står og læner sig op af sin bil, med een arm på taget, den anden vinker til os, og nu, pludselig, kan jeg høre ham,han råber "hey drenge, er han ok? hallooo?! er jeres ven ok", jeg kan se han svajer, og det går op for mig han er fuld som en svensker i Nyhavn, jeg ser på Christian, der er blod over det hele, det løber som en fin rød bæk, ned til kantstenen og ned i afløbet med en gurglende lyd, jeg ser mine sko som er røde af blod, jeg kigger på Martin og ser han er sjasket ind i blod, jeg er selv våd i ansigtet......nu tager jeg et skridt i retning af billisten, som er ved at stige ind i bilen, jeg sætter i løb da døren til bilen smækker, gennem tårene ser jeg bilen starte op og køre væk med hvinende dæk, jeg kan ikke huske hvad jeg råbte, men jeg forsatte med at løbe indtil jeg ikke kunne mere, men råber ikke..... jeg skriger, skriger efter bilen i afmagt og chok, Christian er død, Christian er helt sikkert død.


 Da jeg stopper mit løb, vender jeg mig om, der er stadigt helt tomt på den lang brede vej, men fuglene synger ikke, trafiklyset skifter, der er ingen andre på vejen, bortset fra et par hundrede meter væk, hvor bylten ligger, jeg sjosker tilbage, ikke går, sjosker, jeg kan nærmest ikke gå, og da jeg når Martin og Christian, ligger Martin ind over ham, græder over den uhyggelige klump, men det er en underlig gråd, en slags gispen efter vejret, jeg river ham op at stå, og siger vi må finde en telefon, Martin løber over til det nærmeste hus, og ringer på, der bliver ikke lukket op, jeg står bare og glor, Martin ringer på næste hus, efter hvad der føles som en evighed, bliver døren åbnet, en person råber Martin ind i ansigtet at han skal skride og lade ordentlige mennesker sove i fred, dernæst bliver døren smækket hårdt i, først i tredje hus er der gevinst og der bliver ringet efter ambulance og politi, Martin bliver taget indenfor, jeg bliver stående overskrævs over resterne af Christian, der går hvad der føles som en evighed.

Jeg kan se de blå blink langt nede af Kongevejen, jeg kan se der er lys i huset hvor Martin forsvandt ind, Den første bil er en politibil der kommer til et skrigende stop lige ved siden af mig, politiet stiger ud, og går stille hen til mig, lyden af ambulancen bliver højere og højere, for at ende 3 meter væk, mens politiet taler mig med, fortsætter og fortsætter sirenen,lyden er øresønderrivende høj og beboerne i husene bliver vækket, der kommer lys i flere og flere huse, og de første morgenkåbe-klædte er begyndt at tage opstilling ved havelågerne, der er flere der peger på mig, en siger med høj klar stemme "skal han ikke i håndjern?", de tror at jeg har overfaldet ham, jeg falder sammen som en sæk kartofler, jeg kan mærke at stærke hænder løfter mig ind på bagsædet af politibilen, der bliver rodet i min lomme og politimanden tager min pung, alt er kaos i mit hoved, jeg registrere slet ikke de følgende begivenheder, kun at jeg bliver kørt et sted hen, det sted er hjem, jeg går ind af havelågen, politiet ringer på og forklarer, jeg braser bare lige forbi og ind i seng. min far kommer ind og siger nogle ting, jeg aner ikke hvad, men overraskende nok falder jeg i en tung søvn kort tid efter.

Næste dag var alt som i en tåge, begravelsen kom og gik, dagene gik, og en  dag var det hverdag igen, jeg tænkte tit på ham, men som årene gik, får man tingene lidt på afstand, jeg tænker stadigt på ham fra tid til anden, men jeg mødte bare døden igen, og næste gang var slet ikke så ulig den gang, blot med mig selv som budbringeren, tag nu ikke fejl, jeg kan godt lide at livet som helhed, men når jeg tænker over det, så engang imellem....bare engang imellem, får jeg den her følelse :

Jeg sidder og tænker på den kvinde jeg elsker, hun kan muligvis hele mine sår, hvis vi først kan hele os,.................hinanden, der er nogle ting vi skal have repareret, jeg tænker tit på hvordan hun ville reagere hvis jeg fortalte hende alt, hvordan jeg har været, hvordan jeg stadigt oplever det kaos inden i mig selv, kan hun klare det?, kan hun elske mig? mig, en afstumpet? slår hun det hen med en skuldertrækning?

Kan man elske et monster?, eller skal det holdes i bur?